Beskrivelse
Gestaltterapeutisk og Narrativt perspektiv på skam 4/10 kl. 19-21 i DISPUK.
Vi er så heldige at Anette Holmgren og Erik B Smit, to faglige fyrtårne inden for hver deres faglige ståsted, vil tale om emnet Skam. De taler om skam fra forskellige vinkler og der bliver god tid til at stille spørgsmål og drøfte emnet i plenum. Det er også muligt at følge med online via Zoom-link.
Cand. Psych. Anette Holmgren: “For mig er forståelse af skam en af de væsentligste rammer i mit psykoterapeutiske arbejde – og i mit liv. Skam opstår, når der er mangel på kærlighed. Den er, ifølge Judith Herman, tegn på, at der er for stor, eller for lille, relationel afstand. Det er altså en grundlæggende social følelse, hvori der ligger en bedømmelse, af din bedømmelse, af mig. Jeg ser efter skam i kulturen og efter kulturen i skammen og ikke mindst ser jeg efter, hvordan vold skaber skam, og hvordan omsorg kan smelte den igen.”
Cand.mag.filosofi, cand.jur & psykoterapeut Erik B Smith: “Skam er en fornemmelse i kroppen, der opstår, når vi føler os forkerte eller utilstrækkelige. Det er en negativ selvopfattelse, der påvirker vores selvværd og vores kontakt med andre mennesker. Jeg vil fortælle om de forskellige former for skam, fortælle om hvordan de opstår, hvilke formål skammen har – og endelig vil jeg komme ind på, hvordan man i terapien slipper af med sit negative selvbillede – det jeg kalder usund skam.
Min tilgang er gestaltterapeutisk, og jeg vil komme ind på begreber som kontaktcirklen, “figur/grund”, “Feltteorien” og “forandringens paradoks”.